Ulige Numre

Ulige Numres første single - den fødte klassiker
Ulige Numre består af fire unge københavnere, og musikken er dansksproget melodisk indierock. Bandet er hen over efteråret blevet en internetsensation takket være singlen "København", der fik tag i manges hjerter, og som nu er blevet set mere end 132.000 gange på YouTube.Allerede allerede dagen efter, videoen var lagt op på YouTube (26. september), gik folk i selvsving. Videoen fik en masse visninger og blev skamdelt på Facebook, for "København" ramte bredt og alligevel spot on hos både branchefolk og den almindelige lytter.
Selv prominente kunstnere som Jens Unmack (Love Shop) og Mikael SImpson var hurtige til at rose "København". "Den gjorde stort indtryk på mig. Den tilhører ikke et pladeselskab, den tilhører øjeblikket. Den har spredt sig fra person til person – ikke fordi den er blevet hypet som ’Ugens Uundgåelige’ på P3, men fordi den er så sindssygt charmerende. Det er det, pop- og rockmusik handler om" (Jens Unmark)
Ulige Numre skriver sig med ’København’ ind i en tradition for at hylde hovedstaden, som førnævnte Love Shop, Sort Sols punkede ’Copenhagen’ og Gasolin’-klassikeren ’Langebro’ har gjort før dem.
Flotte anmeldelser for debut-ep
Men Ulige Numre er ikke bare et "one-hit-wonder". Den 31. oktober udgav bandet deres selvbetitlede debut-ep, der fik en masse rosende ord med fra anmelderne. Ep'en udkom i første omgang digitalt, men efter meget stor efterspørgsel blev den også tilgængelig på cd.
Efterfølgende har Ulige Numre bl.a. optrådt live i Det Nye Talkshow, fået supporttjans på Mikael Simpson & Sølvstorms turné i marts og er blevet nomineret som Årets Håb til årets Steppeulven. Der er bestemt noget at komme efter hos VEGAs Udvalgte Ulige Numre
"Ep'en byder på fem numre, der i en tid, hvor Medina og Rasmus Seebach hærger hitlisterne med banal sms-knækprosa, er intet mindre end en længe ventet genoplivning af den fornemme og litterære dansksprogede hjemstavnsrockmusik, som Nikolaj Nørlund og Love Shop havde succes med i 90'erne." (Anmeldelse i Soundvenue)
Ulige Numre (oktober 2011)
VEGA mener
"Første nummer fra bandet, "København", er et af den slags numre, der rammer med det samme.Musikken har en sjælden nerve, hvor poesi og melodi smelter helt naturligt sammen.
Jeg ser allerede flere klassikere i Ulige Numre’s katalog om nogle år, det er dansksproget musik i særklasse!" Lene Kristoffersen, booker i VEGA
Links til mere information og musik
- HjemmesideVideo
- "København" musikvideo (via YouTube)- Live i Det Nye Talkshow














